Nordjyllandsfonden støtter udviklingen af Det Kærlige Måltid

Det Kærlige Måltid vil tilbyde måltider til endnu flere familier ramt af livstruende sygdom. Med en flerårig bevilling fra Nordjyllandsfonden får vi nu mulighed for at styrke vores kapacitet og skabe et mere bæredygtigt fundament for fremtidig vækst.

Hver uge mødes frivillige i Det Kærlige Måltids køkkener for at tilberede og levere måltider til familier i alvorlige sygdomsforløb. Efterspørgslen er stigende, og vi oplever i dag et voksende behov for vores indsats. 

Siden 2019 har Det Kærlige Måltid leveret mere end 175.000 måltider til familier ramt af livstruende sygdom. I dag har organisationen kapacitet til at lave måltider til omkring 250 personer om ugen fordelt på afdelinger i Aarhus, Aalborg og Odense – men behovet er større, og der er ofte ventelister. 

Takket været en flerårig bevilling fra Nordjyllandsfonden får Det Kærlige Måltid nu mulighed for at investere i de strukturer, der skal sikre, at endnu flere familier kan få hjælp. Det gælder blandt andet organisering, faglig udvikling og samarbejder. 

Det Kærlige Måltid løfter en vigtig opgave for familier i en svær situation. Med bevillingen får organisationen mulighed for at styrke sit fundament og nå ud til flere familier, samtidig med at de frivillige får bedre rammer for deres indsats. Det er et arbejde, der gør en konkret forskel, og derfor støtter Nordjyllandsfonden den videre udvikling af initiativet,” siger fondsdirektør Bo Uggerhøj. 

Bevillingen er unik for Det Kærlige Måltid og er med til at sikre, at organisationens arbejde kan fortsætte og udvikle sig bæredygtigt.

Grundkernen i vores arbejde er at give familier ramt af livstruende sygdom en kærlig håndsrækning og samtidig skabe meningsfulde fællesskaber for vores frivillige. Men det kræver et stærkt fundament,” siger stifter og direktør Charlotte Thyberg. 

Hun fortsætter: ”Ofte får vi støtte til at købe råvarer eller køkkenudstyr. Det er også helt afgørende for, at vi kan lave måltider, men det er mindst lige så vigtigt, at vi har råd til at udvikle os organisatorisk. Med støtten fra Nordjyllandsfonden får vi mulighed for at styrke netop den del af vores organisation, så vi kan hjælpe endnu flere familier i de kommende år.” 

Scroll to Top